Serien "Kongenshus - gul rute" følger gul rute gennem mindedalen, og turen er på ca. 3 km fra p-pladsen ved udkigstårnet og retur.

Dalen med Resen Bæk
Langs bækken gror der buske af porse, som er velegnet til fremstilling af kryddersnaps. Der er også gode chancer for at se rådyr, som ofte holder til i området.
Hedens opståen
Kongenshus ligger på en smeltevandsslette, dannet under den sidste istids slutning for 12.000 til 15.000 år siden. Området var ikke dækket af is, men der kan ses tydelige terrasser i det flade landskab, hvor smeltevandet har presset sig igennem.
Heden, som vi ser den, er menneskeskabt! Heden var i stenalderen dækket af urskov, men i takt med menneskenes anvendelse af store mængder træ til tømmer og brændsel, blev jorden udpint og omdannet til den hede, vi ser i dag med planter, der trives med meget lidt næring. Man talte i 1700-tallet om Jyllands sorte hede. Alligevel kunne datidens hedebønder finde ud af at leve på det sparsomme grundlag. Man lod fårene græsse på heden, hentede vinterfoder, skar lyngtørv til opvarmning og spiste bør fra heden. Bønderne boede især på kanten af ådalene, hvor man kunne dyrke jorden og hente hø i engene.
I 1754 tog opdyrkningen af de jyske heder sin spæde begyndelse, og det skete netop lige her ved Kongenshus.