P. Etling havde aldrig følt sig mere nervøs. Hans hænder rystede svagt, mens han kiggede på de hundredvis af hulkort foran sig. Det var hans opgave at finde den rette kombination – en kode, som ingen havde kunnet knække i ugevis.
Hans kontor var en dunkel kælder fyldt med summende maskiner og stabler af hulkort. Lyden af ventilatorerne og de mekaniske klik fra regnemaskinerne skabte en monotoni, der næsten var beroligende. Næsten.
Men P. Etling havde gjort det. Han stirrede på kortet i sin hånd, en smule svedig på panden. De små huller i papiret afslørede løsningen – koden, der kunne låse hele systemet op. Han smilede triumferende.
Men så skete det, hans albue ramte en af stablerne på bordet. I en bølge af panik forsøgte han at gribe dem, men som i en tragisk slowmotion-film gled de ud af hans hænder. Kortene fløj gennem luften og dalede som efterårsblade mod det støvede gulv.
”NEJ!” skreg han og kastede sig ned på knæ. Han stirrede fortvivlet på kaosset foran sig – en bunke af tilfældigt blandede hulkort.
Det ville tage timer, måske dage, at sætte dem i orden igen. Og hvilket kort var den rigtige kode?