Marie og Sølvægget fra Havet
Marie var fem år og elskede at fange krabber. Hun boede i Frederikshavn, og hendes yndlingssted var molen i Rønnehavnen, hvor hun kunne sidde i timevis med sin lille grønne spand og sin krabbesnor med spegepølse.
En solrig sommermorgen, da Marie sad og kiggede ned i det klare vand, så hun noget glimte mellem tang og sten. Før hun nåede at tænke, dukkede en skikkelse op fra vandet — med langt bølgende hår, skæl der glimtede som regnbuer, og en hale der glitrede i solen.
Det var en havfrue.
Marie gispede, men havfruen smilede venligt. "Hej Marie," sagde hun med en stemme som bølgeskvulp. "Jeg har set dig fange krabber mange gange. Du er modig og venlig, og derfor vil jeg give dig noget særligt."
Havfruen rakte hende en lille skattekiste, formet som et æg af sølv. Det glimtede som stjernerne og føltes varmt i Maries hænder.
"Dette er et magisk æg," sagde havfruen. "Det gemmer på hemmeligheder fra havet. Men du må gemme det godt, og kun tage det frem, når du virkelig har brug for hjælp."
Marie nikkede alvorligt og gemte ægget mellem nogle store sten, lige der hvor hun havde mødt havfruen. Hun dækkede det med tang og småsten, og hver gang hun gik forbi, hviskede hun: "Tak."
Hun fortalte aldrig nogen om ægget. Men nogle gange, når hun var alene ved molen, syntes hun at høre havfruens stemme i vinden og se små glimt i vandet, som om ægget stadig vågede over hende.
God Jagt 