I udkanten af en lille, næsten glemt by, hvor gadelygterne flimrer, og vinden altid synes at hviske advarsler, ligger en gammel tunnel.
De lokale kalder den Håndens Tunnel, men ingen tør rigtig tale om hvorfor. Det begyndte for mange år siden, da børn i byen begyndte at forsvinde. Ikke om dagen, ikke fra legepladsen eller på vej hjem fra skole — men om natten.
Helt stille. Uden et skrig. Uden spor. Det eneste, forældrene fandt, var åbne vinduer og senge der stadig var varme. Og så... håndaftrykket. Ét lille, sort aftryk på væggen ved sengen. Som om nogen havde markeret: "Denne var min." De voksne troede først, det var en syg spøg. Men der var én ting, de ikke vidste: Hvis et barn nægtede at sove, hvis de græd og trampede og nægtede at lukke øjnene, kom Håndsamleren.
Ingen ved præcis, hvordan han ser ud. Nogle børn, der hævder at have undsluppet, siger han har lange, blege arme og fingre der altid er dækket af blæk eller aske. Andre siger hans øjne lyser i mørket som gløder. Men én ting går igen i alle historierne: han siger ikke noget. Han venter. Og når barnet endelig blinker — bare én gang — så er han der.
Børnene, han tager, føres ned i tunnelen. Det siges, at der, på den ene væg, findes hundredevis af små håndaftryk. Små hænder i sort, brun, rød... alle presset mod det kolde beton. Hvert aftryk er et barn, der nægtede at sove.
Hvert et bevis på Håndsamlerens værk.
Nogle børn siger, at han får dem til at trykke hånden mod væggen, mens han holder dem fast med sine lange fingre. "Bare ét aftryk," hvisker han med stemme som knasende blade. "Så husker verden, at du fandtes." Men børnene kommer aldrig tilbage.
Kun én pige slap væk. Hun hed Maja og boede på Elmevej. Hun fortalte, at hun lod som om hun sov, da Håndsamleren kom. Hun lod sig bære, lod sig føre til tunnelen. Men da hun stod foran væggen, nægtede hun. Hun skreg. Og så løb hun. Hun slap fri, men hendes veninde, Signe, gjorde ikke. Ingen tror rigtigt på Majas historie mere. Hun taler ikke længere. Hun bor nu på en lukket afdeling, hvor hun stirrer på væggen og visker navne. Men hver gang et barn forsvinder, samles de modige børn i byen og går sammen ud til tunnelen. De tør ikke gå ind, men de ser ind, og nogle siger, de kan se de nye aftryk. Friske. Stadig fugtige. Stadig varme. Så næste gang du nægter at sove... næste gang du tror, det bare er mørket, der skræmmer dig... så husk: mørket i sig selv er ikke farligt. Det er ham, der bor i det
Efterføglednde har jeg selv været ude for at se om der er hold i denne historie, og til min gru måtte jeg sande at der kunne være noget om det.
Ved et af de mange aftryk har jeg efterladt et et hint så I ved selvsyn kan se mit fund. N 56.08.xxx E 10.00.xxx