P.Etling elsker jul - Julegaver, julemad og specielt jule traditioner. Ikke bare sådan almindeligt “jeg-kan-godt-lide-pebernødder”-elske jul, men sådan helt ind-til-knoglerne, som om hans hjerte var lavet af gran og stjernestøv. Han boede i en lille lejlighed, og hans venner drillede ham kærligt med, at han begyndte at nynne julesange allerede i september.
Men P. Etling var ligeglad. For ham var julen ikke bare en højtid – det var en følelse. En varme. En glød.
Hvert år pyntede han sin lejlighed, som om den skulle være med i en julefilm. Der var lyskæder i vinduerne, små nisser på hylderne, og en stor, duftende gran i hjørnet af stuen. Han bagte vaniljekranse efter sin mormors opskrift, og han havde en tradition med at se Alene Hjemme den første søndag i advent, uanset om han så den alene eller ej.
Men i år var noget anderledes.
Det var den 20. december, og sneen lå som et tykt tæppe over byen. Alligevel følte P. Etling en mærkelig tomhed. Han kunne ikke helt forklare det. Måske var det, fordi hans forældre var rejst til Spanien for at fejre jul i solen. Måske fordi hans bedste veninde, Sofie, var flyttet til Aarhus. Eller måske fordi han for første gang i mange år skulle holde juleaften alene.
Han prøvede at ignorere følelsen. Han tændte kalenderlyset, satte “Last Christmas” på anlægget og begyndte at bage småkager. Men selv duften af brunkager kunne ikke helt jage den stille melankoli væk.
Da det bankede 2 gange på døren, blev han næsten forskrækket.
Udenfor stod en lille pige, måske otte år gammel, pakket ind i en alt for stor flyverdragt. Hendes kinder var røde af kulde, og hun holdt en papæske i hænderne.
“Undskyld,” sagde hun og så op på ham med store øjne. “Er du P. Etling?”
“Det… ja, det er jeg,” sagde han forvirret. “Hvad kan jeg hjælpe dig med?”
Hun rakte æsken frem.
“Den her er til dig. Fra min mormor.”
P. Etling tog imod æsken. Den var let, pakket ind i gammeldags brunt papir og bundet med en rød snor.
“Hvem er din mormor?” spurgte han.
“Hun hedder Karen. Hun sagde, du ville forstå.”
Karen.
Hans hjerte slog et lille hop.
Hans gamle nabo fra barndommen. Kvinden, der lærte ham at flette julehjerter og lave risengrød uden at brænde den på. Hun var død for 6 år siden.
“Tak,” sagde han stille. “Vil du ikke komme ind og få lidt varme?”
Pigen rystede på hovedet.
“Jeg skal hjem. Men… mormor sagde, at du skulle åbne den i aften. Og at du ikke måtte være ked af det.”
Før han nåede at spørge mere, løb hun ned ad trappen og forsvandt ud i sneen.
P. Etling lukkede døren og satte sig ved spisebordet med pakken foran sig. Han stirrede på den længe. Var det en Quizz? Hvordan kunne Karen have efterladt noget til ham? Og hvorfor nu?
Da mørket faldt på, tændte han alle sine lyskæder, lavede en kop varm kakao og satte sig i sofaen. Han tog pakken op, trak vejret dybt og åbnede den.
Indeni lå en lille trææske. Håndlavet. Han genkendte straks mønsteret – Karen havde haft en hel hylde fyldt med dem. På låget stod der:
“Til P. Etling. Når du har brug for julens glød.”
Hans fingre rystede en smule, da han åbnede æsken.
Indeni lå en lille glaskugle. Ikke en almindelig julekugle, men en slags sneglobe uden vand. I midten stod en miniature-nisse med et stort smil og en lanterne i hånden. Da P. Etling løftede kuglen op, glimtede noget indeni – som om der var et lille lys, der blinkede svagt.
Han vendte kuglen yderst i hånden.
Pludselig begyndte den at lyse kraftigere. Først svagt, så stærkere, indtil hele stuen blev badet i et varmt, gyldent skær. P. Etling gispede og satte kuglen fra sig på sofabordet.
Lyset voksede, og ud af det trådte en lille skikkelse.
En nisse. En ægte nisse. Ikke større end en kat, med rød hue, hvidt skæg og øjne, der glimtede som stjerner.
“Hej P. Etling,” sagde nissen og strakte sig, som om han lige var vågnet fra en lang lur. “Det var på tide, du åbnede den.”
P. Etling blinkede flere gange.
“Jeg… hvad… hvem er du?”
“Nisse Knut,” sagde han og bukkede. “Din gamle ven Karen bad mig om at holde øje med dig. Hun sagde, du havde et stort julehjerte, men at selv store julehjerter kan blive lidt ensomme.”
P. Etling sank en klump.
“Jeg savner hende,” sagde han stille.
“Det ved jeg,” sagde Knut mildt. “Men hun efterlod dig noget vigtigt. Julens glød. Den findes ikke i gaver eller pynt. Den findes i mennesker. I fællesskab. I at give.”
Knut hoppede op på sofabordet.
“Så nu skal du ud og dele den.”
“Dele hvad?” spurgte P. Etling.
“Nissegløden!” sagde Knut utålmodigt. “Kom nu. Tag din jakke på.”
Før P. Etling vidste af det, stod han ude på gaden med Knut i hætten på sin jakke. Sneen dalede stille, og byen var næsten lydløs.
“Der,” sagde Knut og pegede mod en opgang. “Familien Jensen. De har haft en hård måned. Giv dem dine småkager.”
P. Etling tøvede, men gjorde det. Familien blev rørte og inviterede ham indenfor et øjeblik. De grinede, snakkede og delte historier.
Da han kom ud igen, følte han sig lidt lettere.
“Videre,” sagde Knut.
De besøgte en ældre mand, der boede alene. En enlig mor, der kæmpede for at få pengene til at række. En studerende, der savnede sin familie i udlandet.
Overalt bragte P. Etling små glimt af varme. Småkager. Et smil. En håndsrækning. Et øjebliks nærvær.
Da de endelig kom hjem, var det langt over midnat.
“Hvordan har du det nu?” spurgte Knut.
P. Etling mærkede efter.
“Varm,” sagde han. “Fyldt. Som om… som om julen er kommet tilbage.”
Knut smilede tilfreds.
“Det var det, Karen vidste. Julen lever, når du deler den.”
Lyset omkring nissen begyndte at gløde igen.
“Vent,” sagde P. Etling. “Kommer jeg til at se dig igen?”
“Kun når du glemmer gløden,” sagde Knut og blinkede. “Men det tror jeg ikke, du gør foreløbig.”
Og med et lille puff af gyldent støv forsvandt han tilbage i glaskuglen.
P. Etling satte kuglen på hylden ved siden af kalenderlyset. Han så ud ad vinduet, hvor sneen stadig faldt stille.
Han var alene i sin lejlighed.
Men han følte sig ikke alene.
For julen var der. I ham. Rundt om ham. I alt det, han havde delt.
Og han vidste, at så længe han huskede det, ville julens glød aldrig forsvinde.