"Ja, men De ved ikke, min gode Mand, at dette her er første Regiment", sagde oberstløjtnanten igen overlegent, "og det plejer aldrig at gaa Snigveje".
"A er, Fannen namme, lig' glaa, hvad Regiment der er", svarede Peder Nielsen, der gik og blev gnaven, "men buser l lig' epaa, ja Gu' min Sæl blyver i skudt ned, osse s'gu hver en Kæft".
Trods mange gode argumenter var oberstløjtnant Beck ikke til at rokke fra sin beslutning, der siden skulle få fatale følger og koste mange danske soldater livet. Hvorfor, han ikke lyttede til den velmenende Peder Nielsen, er lidt af en gåde, men han må virkelig have troet på, at han kunne overrumple de prøjsiske soldater, der lå for foden af bakken. Med ovenstående snak med gårdejeren fra Oppelstrup in mente var oberstløjtnant Beck sikkert for stolt til at tage imod gode råd fra en ikke militær kyndig person, hvilket  tydeligt fremgår af Becks udtalelse til smeden Henrik Larsen, der ligefrem tilbød at føre de danske soldater ned gennem slugten øst for Lundby og herfra sikkert ind i byen, hvorfra et overraskelsesangreb hurtigt kunne sætte de prøjsiske soldater ud af spillet. Det forslag afslog oberst­løjtnant Beck også hånligt med følgende kortfattede bemærkning: "Mine Folk skal ikke føres af en Bonde".

Beck……

Hans Charles Johannes Beck var født i Dansk Vestindien (1. oktober 1817 - 8. januar 1890)på St. Croix som søn af en artillerikaptajn, som dér gjorde tjeneste som fortchef. I 1831 blev han landkadet, og senere som officer deltog han i begge de slesvigske krige. Under krigs-handlingerne ved Lundby var Beck en moden mand på 47 år. Af statur var han lille og spinkel, og måske var det for at kompensere for sine legemlige svagheder, at han valgte den hårde linje overfor sit mandskab. Og det gjorde ham selvfølgelig ikke populær. Det så man for eksempel i februar 1864, da han stod bag genindførslen af den ellers afskaffede krumslutningsstraf, hvor den dømte soldat fik sine hænder og fødder lænket sammen.
 
Beck var før krigen major af grad og kommanderet til Generalstabens Taktiske Sektion, der dog ikke beskæftigede sig med taktik, men derimod med militærhistorie. Han beskrives som en udmærket stabsofficer, en banebrydende militærhistoriker, et nobelt og elskeligt menneske - blot med hang til at være impulsiv, rørstrømsk og eksalteret ind imellem, når han var i godt humør. Med i billedet hører, at han mellem krigene var konservativ medlem af Folketinget, valgt i Frederiksborg Amt.
Beck blev efterfølgende kommandør af Dannebrogordenen og oberst. I 1873 søgte han sin afsked (pensionering) på grund af svagelighed.  

Mangel på gode officerer……

Siden Treårskrigens store mandefald havde der været stor mangel på kompetente officerer. I 1864 var man derfor nødt til at fejlplacere mange højere officerer for overhovedet at kunne fylde rammerne ud. Beck var derfor ingen undtagelse.
Han blev udnævnt til oberstløjtnant og tiltrådte som regimentschef en måned før krigsudbruddet.
 
Eftertiden placerer ansvaret for, hvad der skete, alene på Beck - men det må betegnes som uretfærdigt. De folk, der kunne finde på at placere en mand, helt uden erfaring i praktisk troppeføring, som chef for et infanteri-regiment, må tage deres rigelige part af ansvaret (hvilket de i øvrigt også gjorde fuldt ud, under og efter krigen).

Tilbage til historien……

Situationen var nu kort sagt således, at de danske solda­ter stod ved Kongehøjen, på toppen af bakken ned mod Lundby, medens de prøjsiske soldater lå ved foden af bak­ken i byens sydlige udkant. Oberstløjtnant Beck samlede nu sine soldater i geledder, gav ordre til at sætte bajonetter på forladegeværerne og gav tegn til angreb nedad skråningen i sikker forvisning om, at et hurtigt angreb ville overraske prøjserne og hurtigt afgøre kampen til dansk fordel, men der havde Beck forregnet sig. De prøjsiske soldater havde opdaget de danske soldater på toppen og var hurtigt gået i stilling bag et lavt stengærde, så da de danske soldater var omkring 200 meler fra prøjserne, kunne de fra deres skjul så let som ingen ting, affyre den første geværsalve, der uskadeliggjorde op mod halvdelen af det danske kompagni. De tilbageværende danske soldater fortsatte i stormløb mod fjendens stilling, men allerede kort tid efter lød den næste geværsalve, og flere danske soldater faldt til jorden.
Da den tredje geværsalve lød, var slaget allerede forlængst afgjort.
Flere af områdets beboere var stimlet sammen på vejen mellem Gunderup og Lyngby, ingen vovede sig tæt på slag­marken, men lyden var også tilstrækkelig til at danne sig et billede af, hvad der egentlig foregik, det fremgår med al tydelighed af gårdejer Peder Johannsens beretning:
"Det var en blikstille Sommermorgen, saa vi kunde endog høre Danskernes Hurra, da de gik løs paa Diget. Saa kom der nogle flere Smeld, og derefter blev alt saa uhyggeligt stille. Vi følte os ilde til Mode og listede af hjem. Nu vidste vi, at der flød Blod, og hvad der mere var sket, kunde vi tids­nok faa at vide".

"Det Stykke Arbejde kunde en Bonde vist endda have skilt sig fuldt saa godt fra".
Smeden har fuldstændig ret. Oberstløjtnant Becks forfejlede og katastrofale angrebsform fik en stor del af skylden for nederlaget, men ogsåprøjsernes geværer havde betydning for det store tabstal. De brugte de, på det­te tidspunkt, nye bagladegeværer, som det i liggende stilling var let og hurtigt at genlade med en patron, medens dan­skerne, der stadig brugte de traditionelle forladegeværer, var yderst sårbare, fordi de måtte stå op og anbringe krudt og kugle i geværløbet, for så derefter at skulle presse det sammen med ladestokken, hvorefter geværet endelig var klar til at skyde. Så derfor fik træfningen ved Lundby og dens makabre udgang en vis betydning, nemlig at de fleste landes hære, deriblandt naturligt nok også den danske, gik over til at anvende bag ladegeværer.
Træfningen ved Lundby blev den sidste i krigen i 1864. Den 30, oktober samme år måtte Danmark, ved fredsforhandlingerne i Wien, acceptere, at grænsen mod syd blev flyttet helt op til Kongeåen, hvorved Holsten, Slesvig, Lauenborg og Sønderjylland blev afstået til Preussen og Østrig. Sønderjylland blev dog dansk igen efter valget og genfore­ningen i 1920.

På 50 års dagen for træfningen, den 3. juli 1864, rejste beboerne i Lundby den flotte mindestøtte, der står ved Hadsundvejen, og herfra kan man med hændelsesforløbet i frisk erindring godt forestille sig, hvordan de danske solda­ter er blevet mødt med en regn af kugler, da de stormede ned af bakken mod Lundby, for landskabet har ikke ændret sig meget siden da. Ved mindestenen er der ligeledes ned­lagt en plade, hvor alle de faldnes navne står. De kom fra hele landet, Helsingør, Tønder, Viborg, Jelling, ja, der var endda to frivillige, svenske soldater, der faldt ved Lundby. 
12 af de faldne er begravet på Gunderup Kirkegård, hvor der også er rejst et stort monument. Hvert år den 3. juli mindes begivenheden stadig i Lundby. Beboerne samles tidligere, med soldater fra Danske Livregiment, der var det regiment, som i 1864 led det store tab på stedet, nu sammen med Gardehussarregimentet (som nu viderefører 1. Regiments historie), for bl.a. at nedlægge kranse og deltage i en mindegudstjeneste i Gunderup Kirke. Det er også en fast tradition, at soldater­ne den 3. juli kl. 8 om morgenen går rundt til den lille bys gårde og huse for at hejse Dannebrog. Jo, begivenhederne den sommerdag i 1864 har sandelig sat sig tydelige og ved­varende spor i det lille samfund.
   
På Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum kan man se en meget livagtig model (et terrænbord) af krigshandlingen, bygget op med landskab, huse og 200 små figurer.

Der er endda skrevet en skillingsvise.