FN har udnævnt 2015 til at være lysets år.
Derfor er det relevant at vores astronomi-serie inddrager dette emne.
Lys er elektromagnetiske bølger med et kæmpe spektrum af bølgelængder gående fra de længste radiobølger med bølgelængder på over 106 meter til de mindste gammastråler på mindre end 10-16 meter. Mennesker er kun i stand til at se en meget lille del af dette spektrum.
Røntgen stråler
Jordens atmosfære er uigennemtrængelig for røntgenstråling, og observationer var derfor ikke mulige, før raket- og ballonteknikken var tilstrækkelig udviklet. Den første observation af Solens røntgenstråling skete på fotografisk film ved en raketopsendelse i 1948. Opdagelsen af røntgenstråling fra et himmellegeme uden for Solsystemet blev gjort i 1962 vha. en detektor på en raket, der var uden for atmosfæren i ca. 6 min. Den første satellit, UHURU, til måling af røntgenstråling fra himlen var amerikansk og blev sendt op i 1970. Den fandt en række kilder over hele himlen, men særlig mange i Mælkevejssystemets plan og i særdeleshed mod dets centrum. Den første satellit med et egentligt røntgenteleskop blev opsendt i 1978. Det er først og fremmest NASA, der har stået for opsendelserne, men ESAs Exosat og nationale satellitter fra Japan, Tyskland og Italien har bidraget betydeligt til røntgenastronomien.
1999 blev to nye satelitter sendt op: NASA opsendte Chandra X-Ray Observatory og ESA opsendte XMM. Dette har medført en række nye opdagelser pga. Chandras høje vinkelopløsning og de gode spektrometre på XMM. Der er nu fundet tegn på, at der findes stjerner, som har større tæthed end selv neutronstjerner; de kan evt. til dels bestå af frie kvarker. Desuden er den såkaldte diffuse røntgenbaggrund nu for langt den største del opløst i enkeltkilder.
Næsten alle objekter i universet udsender røntgenstråling: Stjerners koronaer, hvide dværges fotosfærer, novaer, supernovaer og supernovarester, dobbeltstjernesystemer samt pulsarer. Uden for mælkevejssystemet ses røntgenstråling fra andre galakser, især fra aktive galaksekerner og fra galaksehobe.
Strålingen i røntgenområdet stammer fra steder i himmellegemerne, hvor der foregår ret voldsomme processer. Fx kommer Solens røntgenstråling fra dens korona, hvor der både er en meget høj temperatur, og hvor en kraftig acceleration af elektroner forekommer pga. magnetfeltet. I almindelighed kommer strålingen fra ladede partikler, i langt overvejende grad elektroner med høj energi, der enten skyldes temperaturer højere end 1 mio. grader eller elektromagnetisk acceleration af partiklerne. Overgangen mellem røntgenstråler og gammastråler er glidende og røntgenstrålerne dannes da også de steder med så voldsomme forhold, at der kan dannes gammastråler.
Ultraviolet lys
Efter UV-strålingens virkninger inddeles den i følgende kategorier: UVA: 380 nm – 320 nm UVB: 320 nm – 280 nm UVC: 280 nm – 185 nm UV forekommer naturligt i solstråling. UVC absorberes fuldstændigt i atmosfæren og når altså ikke frem til Jordens overflade. UVB absorberes i vid udstrækning i ozonlaget. UVA absorberes ikke i atmosfæren, men det spredes som andet lys og når altså heller ikke usvækket frem til Jordens overflade. Solstrålingens indhold af UV afhænger af solhøjden (dvs. af den geografiske breddegrad, årstiden og klokkeslættet), skydækket og af højden over havets overflade. Jo længere strålingen skal rejse frem til Jordens overflade, jo mere spredes den. Derfor er UV-intensiteten størst når Solen står højt på himlen. Fjerner man sig fra havets overflade, bliver atmosfæren tyndere, og en større del af den ultraviolette stråling når frem – dette fænomen går under betegnelsen højfjeldssol. Det såkaldte UV-index er et mål for UV-strålingens styrke på en given lokalitet til et givet tidspunkt.
Ultraviolet-astronomi: Astronomiske undersøgelser i der ultraviolette område af det elektromagnetiske spekter, dvs. mellem synlig lys og røntgenstråling er UV-astronomi særlig anvendt ved studier af solsystemer, stjerneatmosfærer, novaer og supernovaer, interstellar materiale og galakser. UV-observationer har også påvist store mængder varm, intergalaktisk gas i mange galaksehobe. UV-stråling fra verdensrummet absorberes i atmosfæren og når ikke ned til jordoverfladen. Strålingen kan derfor kun studeres fra højtsvævende balloner og fra raketter og rumfartøj. En af de mest kendte UV-satellitter, International Ultraviolet Explorer, IUE, var virksom 1978-96. Sammen med andre optiske observationer bliver Hubble rumteleskopet benyttet som UV-teleskop. Flere nyere rumobservatorier bliver også benyttet til UV-observationer.
Cachen befinder sig ikke på koordinatet men på
N 55 13.A(C-1)(C+1) E 011 48.(A+1)(A+B+1)(A-1) Hvor XXXXXXXXXXXXXXXXX XXXXXX = ABC
