Denne cache er en del af en serie, der har til formål at sætte
fokus på det nye danmarkskort efter kommunalreformen i 2007. Der er
cacher i alle 98 kommuner og de 5 regioner. For at finde en
regionscache, skal du først finde alle kommunecacher i den
pågældende region. Hvis det lykkes dig, at finde alle 5
regionscacher, vil du være i besiddelse af koordinatet til den
afsluttende "Danmarkscache".
Ringsted
- En moderne købstad.
Som mange andre af landets købstæder menes Ringsted at være opstået
på Valdemarstiden, men til forskel fra de andre, som stort set er
opstået ved en naturlig havneplads, er Ringsted vokset op omkring
Landstinget, kirken og klostret.
Siden middelalderen har der i byerne været et råd, som især bestod
af købmænd, og ved afgang fra rådet supplerede dette sig selv. Der
eksisterer en forordning fra 1422, som siger, at der ikke kunne
sidde håndværkere i rådet, formodentlig fordi et af rådets opgaver
netop var at føre tilsyn med byens håndværkere.
Byvåbnets historie
Ringsteds segl, eller byvåbnet som det hedder i daglig tale -
kendes langt tilbage i tiden. Det ældst bevarede aftryk findes på
et dokument i rigsarkivet fra 1421, og bærer indskriften - oversat
fra latin - „Ringsted by’s segl".
Selve stemplet er ældre, og der findes på Nationalmuseet et
eksemplar i malm fra ca. 1275.
Figurerne i byvåbnet
Der har været diskussioner om, hvad selve seglet forestiller.
Traditionelt siger man, at øverst ses Guds hånd og under denne
sidder jomfru Maria med Jesusbarnet omgivet af tre tilbedende
skikkelser. Disse er sandsynligvis; Knud Lavard, Erik Plovpenning
og Bennedikt af Nursia.
Hertug Knud Lavard (1096-1131), som ses lige under Guds hånd, blev
helgenkåret og skrinlagt i Ringsted 1170. Hans barnebarn Kong Erik
Plovpennig, ses i seglet med krone og blomstervase i hånden, hvor
han anmoder jomfru Maria om at blive helgenkåret, hvilket dog
aldrig lykkedes. Nederst i seglet ses en knælende munk som
sandsynligvis er bennedektinerordenenens stifter Sct. Benedictinus
(Sct. Bendt).
Farverne i byvåbnet
Skjoldet er guld. De øverste figurer er i blå klædedragter. Munken
er i sort. Vasen, blomsterne og stolen er røde. Stjernen, Marias
æble, kronen samt personernes hår er gule. Ansigter, hænder og
fødder gives af og til hudfarve, selv om denne farve ikke er
heraldisk korrekt.
Kilde:
Ringsted.dk
med tilladelse til brug af tekst og grafik