Lidt om Nørre Nebel kirke
Som ¾ af Danmarks landsbykirker er Nr. Nebel kirke bygget ml. 1150 – 1250. Kirkens murværk består indvendigt af rå marksten, udvendigt forneden af granitkvadre, ovenover tilhugget tufsten, dækket af kalk og puds.
Da kirken senere i gotisk tid blev udvidet med korhvælvinger i øst, tårn i vest og våbenhus i syd, havde man lært at brænde teglsten.
Når man ser kirken udefra, kan man straks se at den ikke har det klassiske størrelsesforhold (2/1) for en romansk landsbykirke mellem skib og kor. Det skyldes, at skibet sandsynligvis allerede i romansk tid blev forlænget mod vest. Senere i gotisk tid blev koret forlænget i forbindelse med at det fik to hvælvinger.
Kirken indvendig
Den oprindelige kvindedør blev ret tidligt muret til og en ny etableret længere nede, den er også blevet muret til, og danner i dag rammen om en nådestolsfremstilling. I tabernaklet, det hellige telt, jøderne rejste rundt med i ørkenen, var der i det allerinderste pagtens ark, et kasseformet alter, med de to stentavler (moseloven). Pladen over pagtens ark med de ti bud, blev kaldt nådestolen.
I kristen symbolik hedder det, at ingen bliver retfærdig overfor Gud gennem at søge at overholde loven, men alene ved at Kristus tager vor skyld på sig. Det fremstilles billedmæssigt ved Gud fader med Sønnen, den korsfæstede, foran sig. Nu er det Kristi kors, der gælder, ikke lovens døde bogstaver hugget i sten.
Kalkmalerierne
På korets hvælvinger findes der rester af sengotiske kalkmalerier, nogle kan anes andre er ved restaureringen i 1997 blevet dækket til eller måske ligefrem gået tabt. I kappen mod vest en fremstilling af dyrene, der går parvis ud af Noas ark. I samme korkappe mod øst en herlig naivistisk fremstilling af syndefaldet med Adam og Eva(med figenblade og meget synlige ribben) og slangen, der med æblet i munden snor sig rundt om træet til kundskab på godt og ondt.
I nordkappen er der dels en fremstilling af døden med le, et adelsvåben med to hunde, som slås om et kødben (en adelsslægt, der har været i splid med sig selv?)
Det morsomste er dog (når man følger nationalmuseets forsøg på at gætte, hvad der nu mangler af et billede med tilhørende latinsk tekst): En bondesjæl åbenbart, for der er kun levnet af ham en høstak, han formodentlig har båret på hovedet. Og den tilhørende latinske tekst betyder så, meget frit oversat: ” Den der snyder i kirkeskat (høstakken symboliserer kirketiende) straffes hårdt”.
Endelig findes mod nord en syndemand, med de 7 katolske dødssynder.
Døbefonten:
Er af granit og den er lige så gammel som den ældste del af kirken. I bunden er hugget et firkantet hul, foret med bly, med et lille rundt hul.
Det er et pudsigt levn fra katolsk tid, hvor dåbsvandet blev indviet og derfor efter måneders brug ikke bare kunne fjernes fra kirkerummet, men som helligt, indviet vand måtte forblive på det hellige sted. Man fjernede derfor en bundprop og lod vandet løbe ned i kirkegulvet.
Vi har to dåbsfade. Det ældste er det der ligger permanent i døbefonten og nu bruges ved dåb (Frederik Rex 7. dvs. 1848 – 63)Danmark fik sin første frie forfatning under ham i 1848.
Det andet hænger i nichen, hvor der engang har været en præste – eller herremandsdør. Det blev skænket kirken juleaften 1933.
Altertavlen
Består af to dele: en sengotisk fløjaltertavle fra 1475, og en renæssance ramme der senere er blevet anbragt udenom fløjaltertavlen.På fløjene, 16 figurer: 4 på hver af de oprindeligt svingbare fløje og 8 på den midterste, faste fløj.
Før reformationen var sidefløjene lukket indover midterfløjen i fastetiden. For folket, der hverken kunne læse eller forstå den katolske gudstjenestes latin, var det en billedprædiken om, at det nu var fastens og bodens tid. Og når man påskemorgen kom ind i kirken forkyndte den genåbnede altertavle med alle de farvede og forgyldte figurer, at nu var det ikke længere bodens og angerens tid. Renæssancealtertavlen er fra omkring 1600 – 1620 og sikkert fra samme værksted som prædike-stolens himmel.
Selve prædikestolen var oprindeligt muret, den nuværende er formodentlig lavet af dem som også har lavet det nok mest sjældne klenodie her i kirken, nemlig stolegavlene: De er lavet af Mikkel Tuesen i Tarp i 1576, sammen med an medhjælper har han levet dem på 26 uger, det står på den første stolegavl til højre når man kommer ind i kirken. Og på stolegavlen overfor står der, hvem der lod kirkebænkene lave. Christen Christensøn (kirkeværge eller kirkeejer).
Når man kigger på stolegavlene som er meget velbevarede så kan man se hvordan håndværkerne har udnyttet fyrretræets årringe og knaster.På den øverste stolegavl til højre har Barfod sit våbenskjold, en lokal storbonde som blev adlet under Kristian d. 1. Overfor står hans kone hun var ikke adelig, det skal lige tilføjes at adelskabet senere røg sig en tur, men med års mellemrum mødes medlemmer af Barfod – slægten i kirken og på egnen.