-
Difficulty:
-
-
Terrain:
-
Size:  (large)
Please note Use of geocaching.com services is subject to the terms and conditions
in our disclaimer.
>
Bjarup kirkeruin
Historien om Bjarup kirkeruin er gammel. Helt hvornår historien
har fundet sted er der vist ingen der ved, men den er skrevet ned
af forfatteren Horace Marryat. Han var englænder og ville i 1858
lave en rejsebog om Danmark. Han rejste derfor rundt i Danmark i to
år for at samle information til bogen. 21. juni 1859 var han i
Linå, hvor han fik følgende historie:
For mange hundrede år siden boede der i nærheden af kroen, hvor vi
nu befinder os, tre søstre ved navn Linå, Dall og Bjara, der var
ligeså kendt for deres fromhed som for deres rigdom. Deres far, en
grusom viking, overgav ved sin bortrejse på et plyndringstogt sine
skatter til deres omsorg og forsvandt så fra jordens overflade,
dræbt i et slag, myrdet eller druknet. Hans døtre gravede da guldet
op og delte det imellem sig.
De besluttede alle tre at bruge en del af deres rigdom til et godt
formål, nemlig til at bygge en kirke, hvilket var skik og brug på
den tid. Snart knejsede tre gudshuse ved bredden af den nærliggende
sø på det sted, hvor landsbyerne Linå, Dallerup og Bjarup nu
ligger. Disse gudfrygtige jomfruer roede over vandet både til
morgensang, messe og aftensang. Det ville have været ganske
opbyggeligt for den omkringboende befolkning, hvis der havde været
nogen til at se dem; men Jylland var dengang kun en trist og bar
ørken og helt ubeboet.
En søndag morgen roede de tre søstre som sædvanlig over søen; Bjara
roede, Linå styrede, mens Dall var ivrigt optaget af at finde
bibelteksterne i sin bønnebog. Båden lægges til, og søstrene hopper
i land; da savner Bjara med ét sin guldring, som hendes
eventyrlystne far har foræret hende: "Min ring, min ring", råber
Bjara, "en eller anden må have taget den – den er borte, stjålet!",
og hun giver sig til at lede i hver en krog af båden uden held. Hun
bliver vred og nedkalder forbandelse over den mand, kvinde eller
skabning, som har berøvet hende smykket.
Hendes forbandelse lyder højt og frygteligt. Forgæves prøver
søstrene at berolige hende: "Bjara, kære Bjara, hvor kan du være så
ond", udbryder Dall, og Linå græder bitterligt. Deres overtalelser
er omsonst, men da de når kirkedøren, begynder vandet i søen at
stige, gå over sine bredder og lidt efter lidt brede sig ud over
dalen, så søbunden ligger tør, og fisk som ål, karper, laks,
aborrer og flyndere kastes på land på heden. "Det er en fisk, som
har slugt min ring", udbryder Bjara triumferende, og hurtig og
skarpsindig som en politibetjent samler hun de forskellige fisk.
Ålen vrider sig, flynderne slår kolbøtter i luften – de er
uskyldige. Gedden spiler gabet vidt op og siger: "Stik blot
fingrene ned, så får du fat i noget – men bare ikke i din ring". Da
får hun øje på en oppustet karpe, som ligger pibende og stønnende
på et leje af siv. "Her har vi den skyldige", råber hun, tager en
hårnål ud, skærer den ubarmhjertigt op og trækker sin tabte skat op
af dens mave. På ny bliver vandene oprørte og trækker sig med fisk
og det hele tilbage til søbunden.
Af en eller anden grund kom søen aldrig over Bjaras forbandelse.
Den blev efterhånden grødet og tørrede ind, og Bjarup Sø omdannedes
i tidens løb til Bjarup Mose. Lad os se, hvordan forbandelsen ramte
Bjaras Kirke. Grunden gav kort tid efter. Nogle siger på grund af
oversvømmelse. Den er nu en ruinhob, hvor imod Dallerup og Linå
begge står som maleriske minder, selvom de nok er noget præget af
forskellige kirkeværgers smag.
Rejsebogen blev en bog i to bind, der blev udgivet på engelsk i
1860 ved forlaget ”John Murray”. Det er ikke hele bogen, der er
oversat til dansk, men denne historie er oversat og ligger på
internettet
(http://www.silkeborg-bibliotek.dk/om-silkeborg/marryat/default.html
).
Der er delte meninger om, hvorvidt historien passer. Der findes
mange andre sagn, der også giver et bud på, hvorfor kirken i dag
ligger hen som en ruin. Nogle af dem siger, det var pesten, der var
årsagen, andre at det var krigsfolk, som lagde kirken øde. Det er
dokumenteret, at kirkeklokken blev støbt om til krigsmateriel i
1500-tallet.
Cachen findes ved:
• at parkere i vejsiden på Bjaruphøjvej.
• Herefter går man i mellem de to hegnspæle, venstre om skoven og
følg stien til ovenstående waypoint.
• Her er der et monument. På monumentet står der et årstal (ABCD)
Cachen er gemt på: N56 09.D8D E009 44.3CB.
Det er i alt en gåtur på 500 m.
Kirken ligger på privat grund, og vejen til kirken er også på
privat grund. Bondemanden, der ejer jorden, vil meget gerne have
besøg på kirkeruinen, men han vil gerne have, at vi passer på de
marker, der er dyrkede.
Bjarup church ruin
The story about Bjarup church ruin is old. Nobody knows when the
story took place but it has been written down by the author Horace
Marryat. He was an Englishman and in 1858 he wanted to make a
travel book about Denmark. Therefore, he travelled around Denmark
for two year to gather information for the book. 21 June 1859 he
was in Linå where he heard this story:
For many hundred years ago close to the pub we are now in, three
sisters of the names Linå, Dall and Bjara were as noted for being
devout as for being rich. Their father, a gruesome Viking, handed
over his treasures to them as he was going away on a raid. He
disappeared off the face of the earth, killed in a battle, murdered
or drowned. His daughters dug up the gold and shared it between
them.
All three of them decided to spend some of their wealth on a good
cause – to build a church – which was custom at that time. Soon,
three churches towered by the bank of the nearby lake on the place
where the villages Linå, Dallerup and Bjarup are situated now.
These god-fearing virgins rowed across the water both for morning
chant, mass and evening chant. It would have been very devotional
for the neighbouring people if there had been anyone to see them
but Jutland was only a dreary and naked desert and completely
uninhabited.
One Sunday morning, the three sisters rowed across the lake as
usual. Bjara was rowing, Linå was steering while Dall was eagerly
looking for the Bible texts in her prayer book. The boat was pulled
up and the sisters jumped ashore. All of a sudden, Bjara was
missing her gold ring which her adventurous father had given her.
“My ring, my ring”, Bjara yelled. “Someone must have taken it. It
is gone. Stolen!”. And she started looking for it in every corner
of the boat without any luck. She became angry and called down a
curse on that man, woman or creature who had taken away her piece
of jewellery.
Her curse sounded loud and terrible. Unsuccessfully, the sisters
tried to calm her: “Bjara, dear Bjara, how can you be so mean”,
Dall cried and Linå cried bitterly. Their persuasions were useless
but when they reached the church door the water started to rise,
overflow its banks and spread across the valley so that the bottom
of the lake laid dry and fish like eels, carps, salmons and perches
were thrown ashore. “It is a fish who has swallowed my ring”, Bjara
gloated and as quickly and perceptively as a police man she
compiled the different fish. The eel wriggled, the salmon
somersaulted in the air – they were innocent. The pickerel opened
its jaws and said: “Just put your fingers down my throat and you
will find something – but not your ring”. Then she spotted a
bloated carp which was lying whimpering and moaning on a bed of
reed. “Here is the guilty one,” she yelled and grabbed a hairpin,
sliced it mercilessly up and pulled her lost treasure out from its
stomach. Again, the water was revolted and pulled itself together
with the fish back to the bottom of the lake.
For some reason, the lake never recovered from Bjara’s curse. It
became thick and dried up and in time, Lake Bjarup was transformed
into the Bjarup Marsh. Let’s see how the curse hit Bjara’s Church.
The plot started giving in. Some people said it was because of the
flooding. The church is now a pile of ruins while both Dallerup and
Linå are still standing as picturesque memories even though they
are quite marked by different churchwardens’ taste.
The travel book became a book with two volumes which was published
in English in 1860 by the publishing company John Murray. Not the
whole book is translated into Danish but this story is translated
and it is put on the internet
(http://www.silkeborg-bibliotek.dk/om-silkeborg/marryat/default.html
).
Opinions on whether the story is true seem to differ. Many other
legends give their suggestions on why the church is a ruin today.
Some of them say that it was the plague which caused it, others
that it was warriors who left the church devastated. It has been
proved that the church bell was moulded by war material in the
1500s.
You find the cache by:
- Parking on the side of the road on Bjaruphøjvej.
- Walking between the two fence posts, left of the wood and
following the path till the above-mentioned waypoint.
- Here the monument is. On the monument, a year (ABCD) is written.
The cache is hidden at N56 09.D8D E009 44.3CB.
- The walk is 500 m in total.
The church is placed in a private area and the path to the church
is also placed in a private area. The farmer who owns the plot
wants people to visit the church ruin but he prefers that people
watch out for the fields that have been tilled.
Additional Hints
(Decrypt)
9,5 Y obxf